Medlem af regeringens ældrepanel: Overmedicineringen af ældre skal stoppe nu
(Berlingske 26.08.2022)
Tidligere på ugen sad jeg i et meget varmt lokale i hestesko med eliten af dansk ældrepleje. Jeg befandt mig til det sidste møde i regeringens rådgivende panel, som har til formål at komme med anbefalinger til den kommende ældrelov. Der foreligger i skrivende stund en færdig, ovenikøbet hemmeligstemplet rapport – mon ikke offentligheden får lov at smage på highlights, når valgkampen blæses i gang.
Ikke desto mindre vil jeg gerne dele mit eget bidrag som medlem af rådet, så brugerne af ældreplejen (de var nemlig ikke selv repræsenteret i hesteskoen) kan få lov at tage stilling, mens de venter på rapportens løsninger på ældreplejens mange udfordringer.
Til møderne i panelet har der været enighed om, at ledelse er nøglen til en bedre ældrepleje. Og det er da også rigtigt, at den gode ledelse ofte mangler på plejestederne, måske endda at ledelsen ikke har særlig megen ledelsesret, når det kommer til stykket.
Men der er særligt en ledelsesopgave, som er afgørende for at sikre de ældres værdighed, selvbestemmelse, rettigheder og livskvalitet.
Og det er at få sat en stopper for de ældres massive overforbrug af medicin. En stor del af den unødvendige belastning, som de ældre og plejepersonalet mærker i deres dagligdag, fører nemlig igen og igen tilbage til overmedicinering.
Overmedicineringen, som senest blev dokumenteret af forskere fra Syddansk Universitet i 2020, ødelægger på flere måder grundlaget for at yde en ordentlig ældrepleje. For hvad betyder selvbestemmelse, hvis den ældre ikke kan mærke sig selv på grund af sløvende medicin? Hvad betyder hjemmelavet mad på plejehjemmet, hvis beboerne hele tiden har kvalme? Hvad betyder træning og udflugter, hvis man allerede fra morgenstunden er svimmel – endnu en typisk bivirkning efter medicinindtaget hos landets ældre.
Den overdrevne brug af medicin er ikke fagligt velovervejet og skyldes ofte frygt. Frygten for, at den ældre skal blive mere syg, hvor der foretages en svagt begrundet helgardering med manglende blik for den ældres livssituation. Men også medarbejderens frygt for at miste kontrollen og komme til skade – eller i det hele taget skulle bøvle med en avanceret, forebyggende indsats, der kan holde medicinen for døren.
Endelig skaber frygten en fremmedgørelse, fordi de mange piller har en effekt på den ældre, som gør det svært for personalet at se og møde personen som et almindeligt menneske.
Frygten sætter sig i ældreplejen, ligesom en fryser, der iser til. Der kommer mere og mere medicin, og der bliver mindre og mindre plads. Plads til ideer og handling, så de ældres livskvalitet kan opretholdes.
Derfor er det så vigtigt, at vi affrygter personalet i ældreplejen. Det er ikke blot lederen på det enkelte plejehjem, men også lederen i Ældreministeriet, i kommunen, i Ældre Sagen og Alzheimerforeningen – men selvfølgelig også lederen hos FOA og Dansk Sygeplejeråd, som må begynde at spørge sig selv: Er jeg med mit ansvar som leder – med den handling, jeg foretager mig lige nu – med til at rime systemet til med mere frygt? Eller medvirker jeg til at løsne op, skabe plads og mod?